Formål: En gennemgang af udvalg
Det er en del af PROSAs grundlag at vi ønsker at være med til at påvirke, hvordan IT bruges i samfundet. Vi ved mere om IT end de fleste, og kan derfor ofte se sammenhænge, der er sværere for ikke-IT-kyndige at se.
IT og Samfund er PROSAs udvalg, der kikker på, hvordan IT påvirker samfundet. Det er her vi behandler samfundsaspekterne ved emner som: Overvågning, privatliv, Digitale rettigheder, den offentlige digitalisering, softwarepatenter, Open Source, DRM, big data og machine learning.
Vi mødes ca. 8 aftener om året, men har derudover nogle arbejdsmøder.
Redaktionsudvalget vælges direkte af PROSAs Delegeretforsamling. Formålet med dette er at sikre en fri debat om alle spørgsmål omkring PROSAs arbejde, som medlemmer af forbundet måtte ønske at tage op i bladet - herunder debat om forbundets politiske linje. Redaktionsudvalget har derfor en særlig forpligtelse til netop at sikre fri adgang for alle synspunkter.
Prosabladet har til formål at sikre kommunikationen mellem forbundet PROSA og medlemmerne. Prosabladet er sammen med internetmedier PROSAs primære middel for formidling af information om forbundets politiske arbejde og organisation.
Prosabladet understøtter PROSAs mål og gennemførelse af den arbejdsplan, der er vedtaget af delegeretforsamlingen.
Prosabladet skal give alle organer i forbundet – herunder formanden og næstformanden, de fagligt valgte, forbundets daglige ledelse, Hovedbestyrelsen, udvalg i forbundet samt lokalafdelinger - plads til at formidle deres synspunkter til medlemmerne. Formen kan tilpasses efter redaktionens skøn, idet det samtidig tilstræbes, at debatindlæg skal tilføre debatten indhold.